• »Jeg er ikke statsministerkandidat endnu,« siger Vanopslagh og begynder at tale om motorsavspræsidenten i Argentina

    ソース: BDK Borsnyt / 05 3 2024 23:10:25   America/Chicago

    Det er et trygt rum, Alex Vanopslagh er i, når han rejser rundt i Jylland med mobiliseringskampagnen »Alex og ansvaret«. De jyske show er godt nok åbne for alle, der vil betale 99 kroner for en stol i to-tre timer, men salene er fyldt med mennesker, der vil Vanopslagh og Liberal Alliance det godt. Der opstår en følelse af fællesskab og en stemning af, at her kan siges mere, og det, der siges, kan siges mere åbent. Det var måske derfor, at Alex Vanopslagh på første stop på sin Jyllandsturné i Herning for nylig indledte et svar på et spørgsmål fra publikum således: »Det er godt, jeg ikke er statsministerkandidat endnu.« Det er selvfølgelig det sidste ord i sætningen, der er vigtigt her. »Endnu«. Det havde han næppe sagt, hvis han havde stået i DR2s »Debatten« for eksempel. Og ordet og tonefaldet, det blev sagt i, minder forbløffende meget om den måde, De Konservatives netop afdøde formand, Søren Pape Poulsen, i slutningen af 2021 og første halvår af 2022 i stigende grad fik vanskeligheder ved at skjule, at han selvfølgelig ville komme til at melde sig som statsministerkandidat. Søren Pape Poulsen endte med at gøre det i august 2022 – kort før valgkampen blev skudt i gang. Hellere mafia end stat Vanopslaghs sætning faldt ovenikøbet som en forløber for, hvordan han potentielt kan forandre statsadministrationen. At man eventuelt kan kigge til Argentina og landets nye præsident, den meget liberale Javier Milei, når man skal effektivisere og skære ned på antallet af offentligt ansatte. Milei, der i hvert fald i valgkampen så staten som en fjende af folket – han foretrak organiseret kriminalitet frem for staten, fordi organiseret kriminalitet i det mindste er konkurrencedygtig, sagde han. Milei ville nedlægge 11 af 19 ministerier og føre en »motorsav« gennem den offentlige sektor. Og efter han blev valgt i november, har han faktisk nedlagt ni ministerier og fyret 5.000 ansatte i statsadministrationen. I Herning sagde Alex Vanopslagh – efter sætningen »det er godt, jeg ikke er statsministerkandidat endnu«: »Jeg ved ikke, hvor mange af jer der følger med i argentinsk politik. De har valgt en meget spændende præsident, Javier Milei, som er meget, meget liberal, og i sin valgkamp kørte han rundt i gaderne med en motorsav, fordi det var så meget, han ville skære på de offentlige udgifter.« Vanopslagh fortsatte: »I en af hans kampagnevideoer gennemgik han de forskellige ministerier, han rev dem ned fra væggen og sagde, at det kan vi godt nedlægge, og det kan vi godt nedlægge. Jeg tror, han allerede har nedlagt syv-otte ministerier, og Argentina står endnu. Det er lidt spændende, at der sker noget derude,« sagde Alex Vanopslagh. Nævner to ministerier Spørgsmålet, Vanopslagh var blevet stillet af en af tilskuerne i salen, var: Hvor mange ministerier kan nedlægges, uden at det vil forringe noget væsentligt? Og efter Vanopslaghs ord om Argentina kom så det konkrete svar på spørgsmålet. »Fem-seks-syv,« sagde han til en start og satte navn på to af dem: »Skatteministeriet kunne man godt nedlægge. Der er grundlæggende bare brug for en styrelse til at opkræve skat. Man behøver ikke nødvendigvis et helt ministerium, og da slet ikke, hvis man indretter et system, der ikke er så vanvittigt komplekst som det, vi har i dag. Vores ligestillingsordfører argumenterer for, at man burde nedlægge Ligestillingsministeriet, fordi hensynet til ligestilling går igen i Justitsministeriet, Erhvervsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Socialministeriet. Der er hele tiden blik for, at mænd og kvinder skal behandles lige. Det behøver man måske ikke et helt ministerium for. Og sådan kunne man jo nok også blive ved. Så lad os sige en fem-seks stykker,« endte han med at sige. Berlingske har forsøgt at få Alex Vanopslagh til at uddybe sine tanker, men han har takket nej. »Vi har ikke mere at tilføje,« er meldingen fra Liberal Alliances sekretariat. Ungt publikum Men det har professor emeritus i statskundskab Jørgen Grønnegaard Christensen. Han har blandt andet været medforfatter på grundbøgerne »Politik og forvaltning« og »Det demokratiske system«. Til de to konkrete eksempler med nedlæggelsen af Skatteministeriet og Ligestillingsministeriet gør han opmærksom på, at det slet ikke er unormalt, at lande ikke har et særligt ministerium for skat, som Danmark har. Og at det danske jo faktisk først blev oprettet i 1975. Det er ikke en naturlov, at en statsadministration skal have et skatteministerium. Grønnegård pointerer også, at Ligestillingsministeriet jo faktisk slet ikke er et egentligt ministerium, men blot et kontor, der bliver flyttet rundt ved regeringsdannelser og -omdannelser, og så får en minister det som en tillægstitel. »Umiddelbart er de to konkrete eksempler egentlig ikke så kontroversielle. Men det er helt oppe i den blå luft, om der så er effektiviseringer at hente ved at gøre det. For skat kræver det en gennemgribende reform af lovgivningen, så den bliver langt mere enkel at administrere,« siger Jørgen Grønnegård Christensen. Men det har Vanopslagh faktisk taget højde for. Han vil jo lave et system med flad skat på højst 40 procent og et månedligt bundfradrag for alle på 7000 kroner og så ikke flere krummelurer på det skattesystem. Så giver det vel mening? »Jo, jo, men selv om han har medvind i meningsmålingerne, skal han stadig have et flertal i Folketinget. Og hvis han så får indført den flade skat, skal han så også være parat til at stå på mål for den, når der kommer alle mulige sager om uhensigtsmæssigheder og uretfærdigheder i forbindelse med det,« siger Jørgen Grønnegård Christensen. Hvad tænker du om, at han bruger Argentina som afsæt for diskussionen? »Jeg tænker to ting.« »Et: Den nye præsident i Argentina er ultraliberal, og man kan konstatere, at der er nogle meget liberale uden for Latinamerika, der kigger på ham med en vis beundring.« »To: Selvom jeg ikke er ekspert i Latinamerika, ved jeg dog så meget om Argentina, at det i den grad går op og ned, så jeg vil sige, at den nye præsident først lige skal have gennemført sin politik og derefter bevise, at den er holdbar i nogle år, før man med rimelighed kan konkludere noget,« siger Jørgen Grønnegård Christensen og minder om situationen i New Zealand i firserne. »Her gik de meget hårdt til den offentlige sektor i et neoliberalt reformprogram. Nogle år efter vendte det hele så tilbage. Det er en svær proces. Lige nu er det altså meget svært at trække Argentina frem som et forbillede for noget som helst.« Da Berlingske præsenterede Grønnegård Christensen for Alex Vanopslaghs tanker, kom han først til at grine højt. Hvorefter han sagde, at »det er jo nok sådan noget, der går lige ind, når han kommer rundt til sit publikum«. Når du virker lidt skeptisk her, handler det så om, at du synes, Vanopslaghs liberalisme er noget fjollet noget? »Nej, det har jeg overhovedet ikke taget stilling til. Men du må meget gerne tage med, at hans appel nok går på et meget, meget ungt publikum, nyslåede konfirmander og nogle lidt ældre, og der gør flotte fanfarer sig nok bedre end hos sådan nogle som mig.« Minder om Glistrup I Socialdemokratiet kommer politisk ordfører Rasmus Stoklund til at tænke på dengang, Fremskridtspartiets Mogens Glistrup ville erstatte forsvaret med en telefonsvarer, der sagde »vi overgiver os«, og Stoklund taler om en »kulørthedsskala«. »Men i den alvorlige ende,« siger han, »er det interessant, om Vanopslagh er ved at springe ud som statsministerkandidat, siden han nu er så optaget af at lave om på ministerier og fyre folk. Med dette forslag kommer han endelig ud med noget af sin nedskæringspolitik,« siger Rasmus Stoklund. I Venstre står politisk ordfører Torsten Schack Pedersen klar med ros »for at tænke nogle tanker om indretningen af den offentlige sektor«. Han dvæler dog ikke ligefrem ved rosen. »For det fremstår ærligt talt noget studentikost, når Alex Vanopslagh foreslår, vi bare kan gøre som Argentina,« siger han og nævner, at Argentina i 2023 havde en inflation på 200 procent, før han går videre til at tale om evnen til at regere. »Liberal Alliance fremstår ikke ligefrem regeringsduelig, når man vælger denne mærkelige fremgangsmåde, hvor man ud af det blå bare foreslår nedlæggelsen af fem-seks ministerier,« siger han. https://www.berlingske.dk/politik/jeg-er-ikke-statsministerkandidat-endnu-siger-vanopslagh-og-begynder-at
シェアする